Thisted fjernkøleanlæg

I Thisted er der i sommerperioden en ganske betydelig varmemængde fra affaldsforbrænding, der blæses ind i et køletårn på I/S Kraftvarmeværk Thisted (KVVT) med forbrug af vand til fordampning, afløb og kemikalier samt elforbrug til ventilatorer.

Skal der bruges energi til fjernkøl ud over, hvad der kan leveres af Kraftvarmeværk Thisted, har Thisted Varmeforsyning dels geotermisk varme og dels halmfyringsvarme. Begge energikilder er særdeles miljøvenlige og billige.

Ved etablering af fjernkøling skal der fra centrale absorptionskøleanlæg bortskaffes en overskudsvarme ved forholdsvis lav temperatur. Denne varme kan enten blæses ind i et køletårn, fjernes med veksling af havnevand eller veksling med grundvand.

Et traditionelt køletårn, der ofte er den eneste mulighed, forbruger vand til fordampning, afløb til kloak, kemikalier til vandbehandling samt el til pumper og ventilatorer. Endvidere er placeringen af et køletårn vanskeligt både arkitektonisk og miljømæssigt.

Køling med havnevand medfører ligeledes gener ved biovækst i systemer, og endvidere er det uhensigtsmæssigt at havnevandets temperatur og dermed kølende potentiale er mindst, når behovet er størst.

I Thisted midtby er der en ganske betydelig grundvandsressource, der kan benyttes til dels direkte køling, såkaldt frikøling, samt dels til bortkøling af overskudsvarmen fra absorptionsmaskinen.

Grundvandskøling er hensigtsmæssigt, idet absorptionsmaskinen ligeledes kan være mindre ved benyttelse af grundvand. Der projekteres derfor med denne mulighed.

Fjernkøl leveres principielt kontinuerligt året rundt, således at kølevands-temperaturen i fremløbet  i perioden 1. maj til 30. september leveres på op til 7 grader og derudover op til 8 grader. I kortere perioder accepteres dog overskridelse af temperaturgrænsen med 1 grad. De på ejendommene etablerede anlæg forudsættes at opvarme kølevandet minimum 6 grader. De nævnte temperaturer er temperaturerne leveret fra kølecentralen.

Fjernvarme, som er drivenergien, i processen fås fra fjernvarmenettet.