Definition på fjernkøling

Grundlæggende kan fjernkøling ske på to måder:

For det første ved, at værket har et mersalg af varme, og slutbrugeren selv har et anlæg, som kan udnytte energien til køling. Denne form for fjernkøling vil ikke umiddelbart give anledning til overvejelser for værket, idet der egentlig kun er tale om et mersalg, ligesom blandt andet spørgsmålet om afgifter alene vedrører slutbrugeren i denne situation.

For det andet kan fjernkøling ske ved, at man producerer koldt vand, typisk på 5 – 9 grader og distribuerer det rundt i et ledningsnet til forbrugere, der har et kølebehov. Normalt vil sådant vand blive returneret med en temperatur på 13 – 15 grader. Denne temperaturforskel bevirker, at dimensionen på de rør, der skal distribuere vandet rundt til køling, bliver betydeligt større end de dimensioner, der kendes fra distribution af fjernvarmevand.

Rørene, man distribuerer det kolde vand i, behøver til gengæld ikke at være isolerede, idet temperaturforskellen til den omgivende jord er meget lille og køletabet bliver derved også meget lille. Rørene kan desuden være fremstillet i plastmaterialer.

Selve produktionen af det kolde vand kan ske i en absorptionskøler, hvor drivmidlet kan være fjernvarmevand.

For at få så effektive systemer som muligt, skal man dog være opmærksom på, at køling også kan produceres på andre områder, således at man udnytter de potentielle muligheder, der findes i lokalområdet. Køling kan i perioder blandt andet hentes fra vandløb, havne, grundvand med mere, når temperaturen i vandet er tilpas lav til køleformål

Sammenfattende kan man sige, at ved etablering af fjernkøleproduktionsanlæg skal man se på flere variabler og afveje fordele og ulemper sammen med leveringssikkerhed, økonomi med mere.